Opførelsen af Tunestillingen udsprang af en erkendelse: Den klassiske befæstning, som Københavns Forsvar var bygget på siden 1894, var blevet overhalet af den teknologiske udvikling. Det moderne, tunge artilleri havde fået så stor rækkevidde, at hovedstaden kunne beskydes på afstand, hvis ikke forsvaret blev rykket længere frem. Uden et fremskudt forsvar stod København sårbar.
Fæstningernes sårbarhed
Ødelagt pansertårn 1914
Ved begyndelsen af Første Verdenskrig stod det klart, at fæstningernes århundrede var forbi. Især beskydningen af de belgiske fæstninger viste, at selv massive beton- og jordværker ikke længere havde nogen reel standseevne over for moderne belejringsskyts. Det tyske svære artilleri satte nye standarder for ødelæggelseskraft.
Den største af disse våben var 42 cm-mørseren, som kunne affyre granater på over 14 kilometers afstand. Hvert projektil vejede omkring 1.150 kilo og rummede op til 265 kilo sprængstof. Der fandtes ganske enkelt ingen kendte fæstningskonstruktioner, som kunne modstå en sådan ildkraft.
Krigens nye virkelighed
Samtidig med fremkomsten af det tunge artilleri ændrede maskingeværet og anvendelsen af giftgas krigens karakter fundamentalt. Første Verdenskrig blev i praksis en voldsom forsøgskrig, hvor nye våben og taktikker blev afprøvet med katastrofale menneskelige omkostninger. Omkring 11 millioner mennesker mistede livet.
Bevægelighed og skyttegrave
Skyttegrav
Tykke fæstningsmure og faste stillinger mistede deres betydning. I stedet blev bevægelighed, camouflage og udnyttelse af terrænet afgørende. Naturlige spærringer, gravede anlæg og mindre, spredte stillinger afløste de store befæstningsværker. Foran dybe skyttegravssystemer blev der anlagt pigtrådsspærringer, flankeret af maskingeværer og understøttet af artilleri på lange afstande.
På blot 40 år havde krigsførelsen ændret sig totalt. Denne hastige udvikling bidrog til de enorme tab, især i krigens første år, hvor militære doktriner endnu ikke havde tilpasset sig den nye teknik.
Et fremskudt forsvar
Det var netop denne udvikling, der gjorde Tunestillingen nødvendig. Teknikken havde overhalet de gamle forestillinger om forsvar, og Tunestillingen blev tænkt som Københavns fremskudte værn – et forsøg på at omsætte de nye erfaringer til dansk forsvarstænkning.
Ambitionerne var dog større end mulighederne. En politisk kritisk tilgang til militæret, begrænsede økonomiske midler og gentagne indkaldelser til sikringsstyrker gjorde det vanskeligt at opbygge et sammenhængende og fuldt udbygget fremskudt forsvar. Tunestillingen blev derfor et kompromis mellem militære behov og politiske realiteter.