Kampvogne og deres grundlæggende egenskaber – pansring, ildkraft og evnen til at bevæge sig i svært terræn – var allerede kendt i årene op til Første Verdenskrig. Det var imidlertid de enorme tab i krigens første måneder, som for alvor satte gang i udviklingen. Skyttegravskrigen havde skabt et dødvande, hvor infanteriangreb mod maskingeværer og artilleri kostede tusindvis af liv uden afgørende resultater. Kampvognen blev set som et muligt gennembrudsvåben.
Et upålideligt køretøj
De første kampvogne var dog langt fra perfekte. De var teknisk upålidelige, og slitagen på motorer, bælter og gear var enorm – både under kamp og allerede på vej frem mod fronten. Samtidig var slagmarken ofte totalt ødelagt af granatnedslag, mudder og kratere. Kun relativt mobile konstruktioner som den britiske Mark I og den franske Renault FT var i stand til at fungere nogenlunde i dette terræn.
Svagheder erkendes
Efter det første chok over kampvognens fremkomst aftog, stod det klart, at våbnet havde klare begrænsninger. Kampvogne kunne relativt let sættes ud af spillet med artilleri, og deres bevægelighed var langt fra så god, som man havde håbet. De var langsomme, støjende og synlige mål, som ofte krævede tæt samarbejde med infanteri.
Udvikling i England og Frankrig
Engelsk kampvogn MK5
Udviklingen af kampvogne foregik primært i England og Frankrig. I England blev en prototype med øgenavnet Little Willie fremstillet i sensommeren 1915. Denne konstruktion dannede grundlaget for Mark I, som blev demonstreret for den britiske hær den 2. februar 1916.
Fransk kampvogn Renault FT 17
I begyndelsen blev køretøjerne kaldt landships –
landfartøjer – men afsikkerhedshensyn blev dæknavnet tank anvendt under produktionen. Navnet blev hængende og er siden blevet den fælles betegnelse for kampvogne verden over.
Frankrig indsatte sine første kampvogne i april 1917 og udviklede Renault FT-17, som med sit drejelige tårn blev en banebrydende konstruktion. Frankrig endte med at producere flere kampvogne end alle andre krigsførende nationer tilsammen.
Tyskernes A7V
Tyskland begyndte først udviklingen af egne kampvogne, da de allieredes vogne dukkede op på slagmarken. Resultatet blev A7V, som blev
Tysk kampvogn A7V
introduceret i 1918. Tidligt i 1917 blev 100 chassiser bestilt, men kun 10 blev i første omgang udrustet som egentlige kampvogne. Senere steg antallet til i alt 20.
Betegnelsen A7V var en administrativ forkortelse, mens den mere mundrette betegnelse var Sturmpanzerwagen. Kampvognen blev anvendt fra marts til oktober 1918 og var den eneste egenproducerede kampvogn, som Tyskland nåede at indsætte under krigen.
Kampvognen blev dermed et sent, men markant indslag i Første Verdenskrig – og et forvarsel om den mekaniserede krigsførelse, som i de følgende årtier skulle få afgørende betydning for Europas forsvarstænkning, herunder også planlægningen af befæstninger som Københavns Befæstning.