Provisorietiden – politik, magtkamp og Københavns Befæstning
Provisorietiden og befæstningen hænger uløseligt sammen. Det var en urolig og skelsættende periode i Danmarks historie, hvor oprør truede, og hvor det unge demokrati for første gang blev sat på en alvorlig prøve. Spørgsmålet om forsvaret af hovedstaden blev samtidig et symbol på den dybe politiske splittelse i samfundet.
Grundlovsgivende forsamling 1849
Med grundlovsændringen i 1866 blev Rigsdagen opdelt i to meget forskelligt sammensatte kamre. Folketinget blev valgt ved lige og almindelig valgret og kom hurtigt til at blive domineret af Venstre. Landstinget derimod blev valgt ved privilegeret valgret og var domineret af Højre. Dermed var grundlaget lagt for en politisk konflikt, der skulle komme til at præge dansk politik i årtier.
Venstre stiller krav
I 1873 krævede Venstre indførelsen af folketingsparlamentarisme – altså at regeringen skulle udgå af Folketingets flertal. Venstre mente, at Folketinget havde en fortrinsstilling, blandt andet fordi finanslovsforslaget ifølge grundloven først skulle fremlægges dér. Højre afviste kravet og henviste til grundlovens bestemmelse om, at kongen udnævnte og afskedigede sine ministre. At give Folketinget denne magt blev af Højre set som et brud med det monarkiske princip.
Grundloven rummede ingen klar løsning på uenigheder mellem Folketing og Landsting. I stedet nedsatte man fællesudvalg, som kunne afgive betænkninger – men uden tvang. Resultatet var politisk dødvande.
De provisoriske finanslove
J.B.S. Estrup
I 1877 blev den første provisoriske finanslov udstedt. Det blev startskuddet til en lang og bitter magtkamp mellem regeringen under konseilspræsident J.B.S. Estrup og et fjendtligt Folketing. Grundlovens § 25 gav regeringen mulighed for at udstede foreløbige love i “særdeles påtrængende tilfælde”, når Rigsdagen ikke var samlet. Bestemmelsen havde tidligere kun været brugt én gang, men under Estrup blev den et fast politisk redskab.
I begyndelsen af 1880’erne førte Venstre den såkaldte visnepolitik, hvor man bevidst undlod at bevilge midler på finansloven. De opsparede midler blev ironisk nok senere brugt af Estrup-regeringen som økonomisk grundlag for de provisoriske finanslove – ikke mindst til forsvarsformål. En af visnepolitikkens mest markante fortalere var Viggo Hørup, der var en skarp og kompromisløs kritiker af både militæret og befæstningen.
I 1885 kulminerede konflikten. Regeringen opløste Rigsdagen og udstedte en særligt vidtgående provisorisk finanslov, som gav regeringen fuldmagt til at afholde alle “nødvendige udgifter” for statens forsvarlige ledelse. Venstre kaldte det grundlovsbrud; Højre hævdede, at det var helt i overensstemmelse med grundloven.
Viggo Hørup, Venstre
Befæstningen som politisk kampplads
Københavns Befæstning blev et af de mest synlige og omstridte symboler på provisorietiden. Befolkningen blev delt i to lejre. Venstrefolk organiserede sig i riffelforeninger og talte om skattenægtelse, mens højrefolk organiserede frivillige indsamlinger til støtte for regeringens forsvarspolitik. Især det bedre borgerskab og store dele af officerskorpset støttede befæstningen helhjertet.
Fra 1885 til 1894 hjemsendte Estrup hvert år Rigsdagen før finanslovsforhandlingernes afslutning og regerede herefter ved hjælp af provisoriske finanslove. Udgifterne til Københavns Befæstning blev dermed gennemført uden Folketingets samtykke. Provisorietiden og befæstningen var efterhånden blevet to sider af samme sag.
Oprørsstemning og grænsen for magt
Konflikten bragte Danmark faretruende tæt på revolution. Der blev dannet riffelforeninger, agiteret for modstand mod staten og indført særlove for at dæmpe uroen. Efter et mislykket attentat mod Estrup i 1885 blev der oprettet et halvmilitært gendarmerikorps til indsats mod oprørske borgere. Samtidig blev politiet styrket, og kontrollen med våben strammet. Trods sammenstød og voldsomme følelser kom det dog aldrig til egentlige kamphandlinger.
Forlig og demokratisk gennembrud
Omkring 1890 begyndte mere moderate kræfter i både Højre og Venstre at søge kompromiser. I 1894 lykkedes det efter lange forhandlinger at indgå et forlig mellem Folketing og Landsting. Dermed kunne der igen vedtages en almindelig finanslov, og yderligere fæstningsbyggeri blev standset. Kort efter trådte Estrup tilbage.
I 1896 lovede den nye regeringsleder Tage Reedtz-Thott ikke længere at anvende provisoriske finanslove. Dermed opgav Højre sit vigtigste magtmiddel. Fem år senere, i 1901, blev den første Venstre-regering udnævnt, og folketingsparlamentarismen blev indført i praksis.
Provisorietiden viste, hvor skrøbeligt det unge danske demokrati var – og hvordan Københavns Befæstning blev mere end blot et militært anlæg: den blev et symbol på magt, modstand og vejen mod det moderne folkestyre.